” Kulturelle, emotionelle eller politiske budskaber pakket ind i et finurligt, farvet univers, som forhåbentlig kan gøre det lidt lettere at tale om svære ting – eller bare minde en om, at man ikke er mutters alene.”

– sådan beskriver kunstner Rose Bendixen sine værker. Roses kunst har et helt særligt formål: at gøre op med uopnåelige idealer, der fostrer unødvendig selvkritik og desillusion. Vi har spurgt Rose Bendixen til hendes kunstneriske praksis.

Kan du fortælle lidt om dig selv – og om, hvorfor du maler?  

Det er utroligt, hvordan det at fortælle om sig selv altid er det sværeste spørgsmål, når en selv vel netop er den mest kompetente til at svare på det. 

Jeg kan ikke lide at træde i en våd plet med sokker på, eller at vaske op, eller når man ikke kan se havbunden. Jeg elsker mad, både at lave det og specielt at spise det. Jeg elsker farver og at gå med pailletter, selvom det er mandag. Tøj er generelt enormt performativt for mig, hvilket både er en styrke og en svaghed, fordi jeg finder en kæmpe frihed i at udtrykke mig kreativt i tekstiler, men samtidig næsten ikke føler mig som mig selv, hvis ikke jeg har noget lidt vildt på. Jeg elsker at male, fordi det er det eneste tidspunkt, der er relativt stille i min hjerne. Og så føler jeg, at jeg ægte udretter noget med mit sind og krop og liv vel egentlig, når jeg kan gå fra tanke til handling til visuelt produkt.

Mit navn er Rose, jeg er 24 år og kommer fra København, men bor i Berlin. Jeg læser en international humanistisk bachelor på RUC, men studerer et par semestre på Humboldt Universitet, og derudover co-kuraterer jeg udstillingerne hos @STUDIO52C i København – vi holder tre udstillinger om året og er nu på vej ind i vores anden sæson, så hold godt øje på Instagram for at være opdateret om de kommende open calls.  

Hvornår startede du med at male? Hvad kan du bedst lide ved at male og skabe kunst?

Jeg har egentlig malet og tegnet så længe jeg kan huske, men med gennemgående frustration i mange af årene. Det er svært at have en fantasi der ikke kan komme ud gennem hænderne. Det er blevet bedre med tiden. Mine forældre har altid været gode, sørgede for at jeg gik til kunst på Statens Museum for Kunst og fotografi på Fatamorgana og at der var plads til kreativ udfoldelse i hjemmet. Engang fik jeg lov til at tegne på alle væggene i kontoret. Det var ret sejt, også selvom det blev malet over igen. De så kreativitet som en kæmpe styrke og forsøgte ikke at vælge en livsvej for mig, og måske netop derfor har jeg det rigtig dejligt og behageligt i min kreativitet. Det er mit og helligt og ikke noget jeg skal kæmpe for, hvilket jo er et gigantisk privilegium. 

Roses Bendixens kunstplakater

1 3

Er der nogle kunstnere du ser op til eller bliver inspireret af? Hvad er det ved deres kunst, du godt kan lide?

Åh mine absolut yndlings er illustratorerne Laura Callaghan og Celeste Mountjoy (Filthyratbag). Jeg ser meget op til deres fantasi – den giver mig sådan lyst til at besøge deres hjerner. De lykkes utroligt sømløst med at kreere og vedligeholde deres helt eget univers, der er både smukt, sjovt og ikke mindst intelligent. 

Er der nogle danske kunstnere, du ser op til? 

På den danske scene er jeg virkelig optaget af Emma Sophia Green der laver de smukkeste keramiske værker, som jeg både har lyst til at kigge og slikke på. Desuden laver Laust Højgaard nogle vanvittige malerier der falder inden for sin helt egen kategori. Jeg har ikke før set noget som det, både i motiver og blandingen af medium’er. Utroligt cool. 

Nu hvor andre har din kunst hængende derhjemme, er det meget sjovt at spørge dig, hvilken kunst du selv har hængende i dit hjem? (udover din egen selvfølgelig)

I øjeblikket består alle mine ejendele af tøj, to planter, en lampe og en pole, fordi Berlins boligsituation er noget af en savanne at navigere i. Så det giver måske mest mening at tale om mit på afstand-hjem i Nordvest, der heldigvis venter på mig til næste sommer. 

Jeg har en forkærlighed for Salvador Dalí, så hans værker pryder flere vægge. Vi har også en kæmpe plakat af Tame Impalas albumcover fra The Slow Rush i selskab af et par af Michael Kviums besynderlige væsner, samt erotisk linoleumstryk af Fausto Bottini, som både er min ven og en utroligt dygtig kunstner. Sjovt nok har vi ikke et eneste værk, jeg selv har lavet herhjemme. Det er løgn, vi har et par tegninger hængende, men ingen malerier. Jeg har brug for at adskille arbejde og privatliv, så kunstværkerne bliver i atelier’et eller hos andre. 

Kunstner Rose Bendixens kunstplakater kan købes på Plakatcentralen

"...man bliver lettere sindssyg af konstant at være omkring sit arbejde. Lidt ligesom hvis man kigger for længe på et billede af sit ansigt, og tingene begynder at smelte sammen."

Rose Bendixen

Kan du fortælle lidt mere om dit atelier? 

Jeg deler et enormt studio med @_monarubi_ som er kostumedesigner og @leoke.nl som er performance artist. Det er desværre kun midlertidigt, men der er heldigvis andre studier i sigte. Jeg har i mange år blot malet derhjemme, men man bliver lettere sindssyg af konstant at være omkring sit arbejde. Lidt ligesom hvis man kigger for længe på et billede af sit ansigt, og tingene begynder at smelte sammen. Det er en stor frihed at få lov til at tilgå sin kreativitet som et rum, man træder ind i og ud af igen. 

Har du nogle hobbyer udover kunst? Kan du også finde inspiration til din kunst gennem dine andre interesser?

Jeg har enormt meget brug for bevægelse, for at komme ud ad hovedet og ned i kroppen, så meget tid bruges på yoga, pilates og poledancing. Så studerer jeg en international humanistisk bachelor, og der finder jeg faktisk enormt meget inspiration. Efter jeg er begyndt at læse, er der en større del af mine værker som har et politisk udgangspunkt end før. Det er spændende, at hjernen vokser i takt med, at horisonten udvides, og så at kunne formidle det visuelt. Det er netop der man kan åbne op for nogle samtaler, som ellers er svære.

Hvad er dine største inspirationskilder, når du maler?

Min største inspirationskilde er foto. Jeg samler på fotobøger og er stor tilhænger af filmkamera. Der sker noget spændende i processen i at illustrere et virkeligt univers og forvrænge det, pynte på farver, proportion, komposition og perspektiv.

Hvad er dine tidligste minder relateret til kunst? 

Det klareste er i alt fald et tegnet højt, tyndt og skævt, gult hus med rødt tag på ShrinkIt papir fra min børnehave-tid. Ærlig talt, et magisk medium, som det ikke er længe siden jeg har genbesøgt og måske egentlig skal finde frem igen. Alle børn er jo kunstnere, det svære er at blive ved med at være det. 

Hvordan har din kunst ændret sig gennem tiden? Tror du, at din stil kommer til at ændre sig i fremtiden?

Jeg synes allerede min kunst er noget helt andet end den startede ud med at være. Men det er en kæmpe styrke. Jeg er heller ikke selv den samme, og kunst har det jo med i større eller mindre grad at være en forlængelse af kunstneren. Det er spændende, at en gennemgående ting hos mennesker er at forbinde troværdighed med stilstand. Jeg ser egentlig meget mere troværdighed i at kunne anerkende vækst, og sige højt, at man synes noget andet, end man syntes engang. Der er ingen grund til at blive født med en holdning og holde fast på den indtil man selv ligger låget på kisten. Vi skal være mange forskellige mennesker i et liv. 

Er der en særlig farve, du godt kan lide at bruge i dine malerier? Og hvorfor?

Jeg ender altid med at bruge de samme farver – oftest nuancer af rød og blå. Jeg prøver lidt at eksperimentere med andre, men ender for det mest med ikke at kunne lide malerierne i sidste ende. Jeg har en følelse af, at farverne betyder enormt meget for kompositionen og øjets ro, når mine billeder ofte er en smule over the top. 

Er der nogle bestemte temaer, der går igen i din kunst?

Min kunst handler som udgangspunkt om noget så banalt som det at være menneske – hvilket jeg ofte synes er en ret forvirrende oplevelse. Verden består af menneskeskabte sociale konstruktioner, som vi af en eller anden årsag i plenum er blevet enige om at opfatte som virkeligheden. Men det er en rimelig restriktiv virkelighed, hvor der ikke er plads til alle. Det er spændende at kradse lidt i lakken og udfordre både indre emotionelle og ydre kulturelle koncepter, vi opfatter som værende statiske. Men når det er os der har fundet på dem, er det jo også os der kan ændre dem. 

Der er altså ofte et budskab eller et formål med dine kunstværker? 

Man har vel altid en slags intention med at værk, men det er naturligvis ikke givet, at netop dén overføres til beskueren. Mest af alt håber jeg på at skabe broer mellem eksistenser ved at åbne op for samtaler, der har tendens til at ubehag. Hvilket er en smule fjollet, fordi der i sidste ende ikke er specielt stor forskel på den menneskelige oplevelse. Mange ting bliver lettere, når man ikke føler sig alene. 

I flere af dine motiver er der sorte skikkelser, der går igen. Mange af dem har ikke nogle ansigtstræk, kun ydre konturer. Hvorfor? 

Det har aldrig været så vigtigt for mig at skabe et singulært selv, fordi der til tider er allermest spænding i det, som ikke er der. Kunst er i min optik ultimativt en kollaboration mellem skaber og beskuer, og de blanke ansigter efterlader rum til, at man selv kan fortælle historien færdig. Intentionen er i al fald, at silhuetterne kan være alle og ingen på én og samme tid. På et helt personligt plan har det også været en helende praksis, da jeg har skizotypi og blandt andet oplever synsforstyrrelser i form af skygger. Det er en måde at afvæbne dem på, når de bliver til kunst i stedet for at bo i mig. 

Så det at skabe kunst er også terapeutisk for dig?

Helt vildt, sådan tror jeg egentlig det er for de fleste. Kunsten skaber stilstand i min ellers kaotiske hjerne. Nogle gange bliver jeg også sygt træt af det. Så er den kreative klud ligesom vredet tør for saft, og så har jeg brug for en pensel-pause, før jeg kan skabe noget som helst. Nogle gange bliver det man maler seriøst bare grimt, og andre gange flyder det som en smuk syndflod. Terapi ses i mange former, og det er rarest for (min) krop og sjæl at kreativitet er noget jeg vælger til og ikke noget jeg skal.  

"Mine ideer og kreative benzin kommer i faser, hvor det bare handler om at smede, mens jernet er varmt."

Rose Bendixen

Her ses Rose Bendixens kunstværk "Don’t ask me where I’m going when the answer is insane", som snart udkommer som kunstplakat

Hvilke materialer kan du godt lide at arbejde med?

Jeg arbejder hovedsageligt med akrylmaling, eftersom jeg ikke er blevet begavet med tålmodighed. Mine ideer og kreative benzin kommer i faser, hvor det bare handler om at smede, mens jernet er varmt. Jeg kan godt lide oliepasteller og kridt, til tider roder jeg mig også ud i akvareller og gouache, primært til papirværker. Det er noget der eksisterer lidt for sig selv i min praksis, hvor jeg tillader mig at eksperimentere mere med motiver og udtryk, som for eksempel en serie jeg har lavet, der er inspireret af havsnegle. For nyligt har jeg også dykket ned i linoliumstrykkenes verden, da det er et skønt medium man kan tage med sig over alt, og som udfordrer hjernen lidt til at tænke omvendt. 

Får du nogle gange specialbestillinger på kunst? Hvad kan du godt lide ved at male noget ud fra en kundes specifikke ønsker?

Jeg har både prøvet at lave bestillingsopgaver for privatpersoner og for virksomheder. Det sjove i det er klart at blive stillet en opgave, da det får hjernen til at tænke i andre baner, når der er nogle specifikke rammer. Det er jo ikke så tit det sker, når man blot er sin egen kreative arbejdsgiver. Men det er netop også det svære i det, fordi det er umuligt at reproducere præcis det billede en kunde selv har i hovedet. Jeg tror det er enormt vigtigt når det kommer til bestillingsarbejde, at der er en relativt stor mængde kreativ frihed, og at man ikke blot ser det som outsourcing af evner til at udføre en ide man ikke selv har teknikken til. Det er et samarbejde mellem kunstner og køber, og når det er velfungerende er det mega spændende, fordi der så netop opstår noget, som ingen af parterne ville have været i stand til at opnå uden den anden.

Og så til et af de helt store spørgsmål. Hvor ser du dig selv om 5 år?

Grusomt spørgsmål! Jeg aner det ikke. Jeg er stoppet med at spå om fremtiden, fordi jeg for det meste tager fejl alligevel. Jeg håber, at jeg stadig har lyst til at male, og at andre stadig har lyst til at eje ting, jeg har malet. Jeg håber at have fået lov til at lave flere large scale murals og inspirerende kollaborationer, der ikke blot handler om visuel skønhed, men også er aktivistisk orienteret. Jeg håber, jeg har et atelier, hvor sollyset falder smukt og med højt til loftet, hvor man godt må spilde på gulvet og høre høj musik. Mest af alt håber jeg på at føle mig måske bare moderat lykkelig og elsket af, ikke blot andre, men mig selv. Og så håber jeg, at jeg ikke har minus på kontoen. Eller at jeg er ligeglad, hvis jeg har. 

Så du har en forventning om, at kunsten vil blive ved med at fylde meget i din hverdag?

Jeg tror, at det er uundgåeligt, at den ikke gør på den ene eller anden facon. Samtidig ser jeg en enormt stor fordel i at begå sig i mange forskellige arenaer, så jeg har ikke planer om at være fuldtidskunster. For at kunne fordybe mig 100% i noget, har jeg netop brug for kun at gøre det nogle gange. Jeg tror på, at afveksling er utroligt vigtigt for kontinuerligt at synes, at eksistensen er spændende, men måske har jeg også bare tendens til rastløshed og indgroet frygt for monotoni. 

Hvis man er interesseret i at se mere af din kunst, hvor skal man så søge hen? Er du aktuel med en udstilling, eller er der noget på tegnebrættet?

Hvis man befinder sig i Berlin, er man enormt velkommen til at komme forbi mit studio. Alternativt har jeg stadig størstedelen af mine værker hjemme i København, som kan ses efter aftale. Som udgangspunkt er det næste på tegnebrættet den næste udstilling i @STUDIO52C som åbner en gang i marts. Resten er hemmeligt. 

Jeg har en del på tegnebrættet, men det er stadig hemmeligt, så der må i vente i spænding. Nye projekter og events bliver altid offentliggjort på min Instagram profil. 

Kontakt Rose Bendixen

Se alle Roses kunstplakater