Historie & formål

Plakatcentralen er en lille virksomhed stiftet i slutningen af året 2020. Virksomhedens formål er at skabe en platform, der giver spirende danske kunstnere en større stemme på den danske kunstscene. Vores største opgave er at spotte dygtige danske kunstnere og hjælpe med at formidle deres kunst til et bredere publikum. 

Virksomhedens arbejde

Kunstplakater / En stor del af Plakatcentralens virke består i at lave kunstplakater i tæt sparring med danske kunstnere. Hos Plakatcentralen kan vi stå inde for vores plakater af flere årsager. For det første fordi vi producerer vores plakater ud fra et "sell one, make one" princip. Med dette menes, at vi først trykker en plakat, når der går en ordre ind på webshoppen - således undgår vi overproduktion og papirspild. For det andet er de kunstværker, som trykkes på vores plakater, helt igennem autentiske og unikke. Alle plakaterne er designet i tæt samarbejde mellem os og kunstnerne bag, og de kan således ikke købes i andre butikker. Sidst skal det påpeges, at vi vægter kvaliteten af vores plakater højt. Vi trykker motiverne på det eftertragtede Studio Enhanced papir fra Hahnemühle, som er et kraftigt og let struktureret stykke papir med en fremragende farvegengivelse.   

Kunstudstillinger og originalkunst / Vi arbejder i et begrænset omfang med udstilling og salg af originalværker. I februar 2022 afholdte vi en kunstudstilling i Århus C, hvor nogle af de dygtige kunstnere, vi laver plakater sammen med, fremviste deres originalværker. Er du interesseret i at købe original kunst, så kontakt os gerne. Vi kan med stor sandsynlighed hjælpe dig i kontakt med nogle af de kunstnere, som er repræsenteret på vores webshop og evt. formidle salg af deres originale værker. 

Bag Plakatcentralen

Sille Rasmussen 

Mit navn er Sille Rasmussen, og jeg er stifter og medejer af Plakatcentralen I/S. Jeg er 25 år gammel og har base i Århus. Jeg står for kurateringsarbejdet i virksomheden og varetager samarbejdet med kunstnerne, der er repræsenteret på vores hjemmeside. Vi arbejder tæt sammen om at designe plakaterne, og deres inputs og ønsker spiller en stor rolle for det endelige udtryk, plakaterne får.

Philip Barkentin Martinsen

Mit navn er Philip, og jeg er medejer af Plakatcentralen I/S. Jeg har fulgt Sille på sidelinjen helt fra start og d. 1 maj 2023 blev jeg officelt en del af Plakatcentralen. Jeg har i flere år arbejdet med digital markedsførring og er uddannet grafiker. Jeg sørger for at vores kunstnere og deres flotte plakater kommer ud til de helt rigtige kunder ved hjælp af markedsføring. 

Den personlige motivation

Vi er begge inspireret af alle de dygtige kunstnere, der findes i Danmark. Ønsket med at starte Plakatcentralen var netop at samle noget af den kunst, som “gemmer” sig ude i landet, på en fælles platform, hvor kunstnerne får lov til at skinne igennem. Og forhåbentlig hjælpe nogle af dem på vej til at kunne leve af det, de elsker. Vi har et ønske om, at Plakatcentralen skal være en anderledes og mere personlig platform for kunst, hvor køberne får et indblik i, hvem kunstnerne bag værkerne er. Så vi kommer tættere på de ting, vi køber 💚 Forhåbentlig bidrager det til en mere bæredygtig købekultur, hvor vi ikke skifter nær så meget ud. Hvor vi køber med hjertet.